Pakistanske piger finder styrke i menneskerettigheder
Den pakistanske republik blev grundlagt i 1947 med en forfatning der sikrer grundlæggende rettigheder. Alligevel har krænkelser såsom ulovlig tilbageholdelse, vold mod kvinder og piger samt diskrimination af religiøse mindretal reelt frataget borgerne deres menneskerettigheder.
Mansoor Khoso, en passioneret menneskerettighedsaktivist og underviser, gør nu op med dette ved at bringe menneskerettighedsundervisning ind i Pakistans skoler.
Hans indsats er drevet af hans egen kamp for at få en videregående uddannelse, og han har viet sit liv til at skabe et solidt uddannelsessystem i Pakistan – med særligt fokus på de unge piger som stadig nægtes retten til skolegang. Tag for eksempel historien om Malala Yousafzai; hun blev skudt i venstre side af hovedet fordi hun udtalte sig offentligt på vegne af piger og deres ret til skolegang.
“Pigerne er selve fundamentet i husholdningen,” siger Khoso. “Én enkelt uddannet kvinde kan forandre en hel familie.”
Han blev folkeskolelærer og indså hurtigt hvilke forhindringer han skulle overvinde. Allerede før pandemien gik over 5 millioner pakistanske børn i den skolepligtige alder ikke i skole – og størstedelen af dem var piger.
“Der mangler uddannelsesinstitutioner til piger, og der mangler en bevidsthed om hvor nødvendigt det er at uddanne dem,” fortæller Khoso. “Folk i mit land tror at uddannelse er et spørgsmål om skæbne og ikke en grundlæggende rettighed. Det gør det svært at overbevise folk om at sende deres børn – og især deres døtre – i skole.”
Men da Khoso faldt over hjemmesiden for Youth for Human Rights International, vidste han at han havde fundet redskaberne til at opfylde sin drøm. Han bestilte straks Undervisningskittet om Menneskerettigheder og indarbejdede det i den almindelige skoleundervisning så undervisning i menneskerettigheder blev en fast del af elevernes hverdag. “Nu ved alle mine elever at kvinder har nøjagtig samme ret til uddannelse, ejendom og liv som mænd,” udtaler Khoso.
Han deler historien om Eman, en ung pige der var droppet ud af skolen fordi hendes landsby ikke tilbød skolegang ud over 5. klasse. Efter Khoso havde forklaret hende vigtigheden af uddannelse, besluttede hun at flytte ind hos sin bedstemor hvor hun havde mulighed for at fortsætte sin skolegang. I dag går hun i 10. klasse.
“Der er stadig lang vej igen. Men jeg har tænkt mig at bruge undervisningspakken til at lære mange flere om deres rettigheder,” siger Khoso. “Min drøm er at jeg en dag vil grundlægge en skole med videregående uddannelse for piger i mit lokalområde.”
Hvis du selv er underviser ligesom Khoso, kan du bestille dit eget Undervisningskit om Menneskerettigheder og hjælpe med at gøre menneskerettighedsundervisning til en realitet i dit lokalområde.