| FILIPPINERNE | 4. JULI 2023 |

Menneskerettigheder skaber en lysere fremtid for unge filippinere

Ram Vanilla kender godt til hårdt arbejde. Han blev født under beskedne kår på Filippinerne, men har kæmpet sig op fra bunden og finansieret sin egen uddannelse som arkitektstuderende ved Eastern Visayas State University.
Ram Vanilla og hans frivillige arbejder på at styrke Filippinernes kommende generation gennem menneskerettigheder.

Det som Vanillas familie måske manglede i økonomiske ressourcer, kompenserede de for med et kærligt og glædesfyldt hjem. Vanillas forældre lærte ham fra en ung alder at være venlig og at behandle andre som han selv gerne vil behandles på. Han tilskriver sin opvækst sit vedvarende engagement helt siden folkeskolen i forskellige sociale aktiviteter der har haft til formål at hjælpe andre.

En anden menneskerettighedsforkæmper der med stor succes har anvendt undervisningsmaterialerne fra Unge for Menneskerettigheder (YHRI), introducerede Vanilla til programmet. Han indså hurtigt værdien af undervisning i menneskerettigheder da han bemærkede de markante forbedringer af sin egen selvtillid som et direkte resultat af at lære om de 30 universelle menneskerettigheder. Vanilla har siden udvidet YHRI’s tilstedeværelse og rækkevidde ved at afholde seminarer for at øge kendskabet til menneskerettigheder i Eastern Visayas.

I nogle tilfælde har resultaterne været livsforandrende og endda livreddende. Vanilla nævner et eksempel på en seminardeltager der havde haft selvmordstanker. At lære om sine menneskerettigheder gav hende de værktøjer hun havde brug for til at genvinde en følelse af værdighed og selvværd og indse at hendes liv havde værdi og var værd at beskytte.

De menneskerettighedsproblemer som Vanilla kæmper med, er ikke unikke for hans område. Overalt i Filippinerne kæmper folk for at opnå eller bevare deres ret til uddannelse, bolig, ligestilling og social sikring. “Jeg blev motiveret til at engagere mig i undervisning om menneskerettigheder for at hjælpe mine landsmænd med at kende deres rettigheder og for at forhindre at de bliver ofre for menneskerettighedskrænkelser,” siger han. “Jeg tror på at vi sammen kan skabe forandring ikke kun i vores område, men i hele Filippinerne.”

Vanilla afholder månedlige seminarer om menneskerettigheder i samarbejde med andre ligesindede grupper og organisationer. Disse samarbejder sikrer at de når ud til endnu flere mennesker samtidig med at ressourcerne samles. En af disse aktiviteter, kaldet Samarbejde for Vores Børns Skyld, kombinerede undervisning i menneskerettigheder med et projekt der havde til formål at uddele skoleartikler og hygiejnesæt til børn i svært tilgængelige landdistrikter. “Alene smilene på deres ansigter gør denne historie værd at dele,” siger Vanilla.

Og selvom han udmærket forstår at jo flere midler der er, jo flere børn kan han hjælpe, nægter Vanilla at lade manglende midler stå i vejen for ham. “Fattigdom er ikke en hindring for succes,” siger han.

Hans ultimative mål? “At udbrede undervisning i menneskerettigheder over hele Filippinerne så ingen får krænket deres rettigheder,” siger han. “Som filippiner tror jeg på at hvis man berører ét liv, vil det sprede lys til mange andre, for hvert eneste menneskeliv tæller. De unge er vores nations håb. Vi er nødt til at hjælpe dem med at blive bevidste om og beskytte deres rettigheder.”