”Frihed stiller store krav til ethvert menneske. Med frihed følger ansvar. For den person, som ikke er villig til at vokse op, den person, der ikke ønsker at trække sit eget læs, er dette et skræmmende perspektiv.”

– Eleanor Roosevelt, amerikansk delegeret til FN

Menneskerettighedsforkæmper
Eleanor Roosevelt (1884 –1962)

Som ordstyrer for FN’s Menneskerettighedskommission var Eleanor Roosevelt drivkraften bag udformningen af det frihedsdokument fra 1948, som altid vil være hendes eftermæle: Verdenserklæringen om Menneskerettighederne.

Eleanor blev født i New York; hun giftede sig med den lovende politiker Franklin Delano Roosevelt i 1905 og blev fuldstændig engageret i at tjene offentligheden. Da de ankom til Det Hvide Hus i 1933 som præsident og førstedame, var hun allerede dybt involveret i menneskerettigheder og social retfærdighed. Hun fortsatte sit arbejde for befolkningens ve og vel, idet hun gjorde sig til talsmand for ligeret for kvinder, afroamerikanere og depressions-periodens arbejdere, og hun tilførte deres sager både opmærksomhed og inspiration. Hun udtalte sig modigt til støtte for Marian Anderson, da den sorte sangerinde i 1939 blev nægtet at optræde i Washingtons Constitution Hall på grund af sin race. Roosevelt sørgede for, at Anderson i stedet for optrådte på trapperne til Lincoln Memorial og skabte dermed et varigt og inspirerende billede af personligt mod og menneskerettigheder.

I 1946 blev Roosevelt udnævnt som delegeret til De Forenede Nationer af præsident Harry Truman, som havde overtaget Det Hvide Hus efter Franklin Roosevelts død i 1945. Som leder af Menneskeretskommissionen var hun drivkraften bag formuleringen af Verdenserklæringen om Menneskerettighederne, som hun forelagde for FN’s generalforsamling med disse ord:

”Vi står i dag på tærsklen til en stor begivenhed både i De Forenede Nationers og i menneskehedens liv. Denne erklæring kan meget vel blive det internationale Magna Charta for alle mennesker overalt.”

Præsident Truman kaldte hende for ”verdens førstedame” pga. hendes livslange humanitære indsats, og hun arbejdede til det sidste på at opnå accept af og implementering af de rettigheder, der er fremsat i erklæringen. Den arv, som hendes ord og hendes arbejde udgør, kan ses i dusinvis af nationers forfatninger og i en samling internationale love, som nu beskytter rettighederne for mænd og kvinder over hele verden.

”Gør, hvad du i dit hjerte føler er det rigtige – for du vil under alle omstændigheder blive kritiseret. Du vil blive forbandet, hvis du gør det, og forbandet, hvis du ikke gør det.” – Eleanor Roosevelt

DOWNLOAD »